Da det nordamerikanske elnet i 2003 satte ud i flere dage, konstaterede man, at ingen havde fuld forståelse for det enorme, skyggefulde netværk af transmissionsledninger, elværker og understationer. Man begyndte at tale om, at nettet havde hjerteflimmer og levede og døde efter egne regler.
Strømudfaldet er et af Jane Bennetts mange konkrete eksempler på begivenheder, vi almindeligvis ser som forårsaget af de livløse dele i en maskine. I stedet må vi begynde at se disse begivenheder som flygtige assemblager af levende materialiteter med handlekraft. Elnettet har kul, sved, elektronstrømme, plastic og profitmotiver som aktanter, for nu blot at nævne nogle få.
Levende materialitet. Tingenes politiske økologi er Jane Bennetts indflydelsesrige argumenter for en ny vital materialisme. Gennem anerkendelse af materie som en aktant kan vi begynde at opdyrke en mere ansvarlig, økologisk sund politik.
Bennett inddrager Darwins orme, spiselig materie, Kafka og tænkere fra Spinoza til Deleuze for at perspektivere bestræbelsen på at navngive den ”vitale kraft” i materien.
”Dette manifest for en ny materialisme er et livgivende frisk pust. Jane Bennetts velformulerede hyldest til tingenes vitalitet og volatilitet er netop det, vi har brug for for at genoplive humaniora og til at gentegne parametrene for politisk tanke. ” – Rita Felski, forfatter til Uses of Literature.
Køb Levende materialitet. Tingenes politiske økologi
Pris 330 kr. inkl. moms, ekskl. levering
Om bogens forfatter
Jane Bennett (født 1957) er professor i politisk teori ved Johns Hopkins University og har især arbejdet med emner som økofilosofi, natur og etik, kunst og politik samt moderne socialteori. Hun er forfatter til The Enchantment of Modern Life: Attachments, Crossings, Ethics, Thoreaus Nature: Ethics, Politics, and the Wild og senest Influx & Efflux: Writing Up with Walt Whitman.
Citater fra bogen
”Denne bog har et filosofisk projekt, og i tilknytning hertil også et politisk. Det filosofiske projekt går ud på langsomt at gennemtænke en idé, der hurtigt løber gennem moderne hoveder: ideen om materien som passivt stof, som noget råt, groft eller inaktivt. Den vane at analysere verden i uinteressant materie („det“, „ting“) og farvestrålende, energisk liv („vi“, „levende væsener“) er en opdeling af de sansende, for nu at bruge Jacques Rancières udtryk. Adskillelsen af materie og liv tilskynder os til at ignorere materiens vitalitet og det materielles livgivende magt (det kunne være omega-3-fedtsyrernes evne til at ændre menneskers stemninger eller vores livløse „affalds“ tendens til på lossepladser at skabe livlige kemikaliestrømme og flygtige, omskiftelige vinde af metan). Jeg vil vende figurerne „liv“ og „materie“ om, og om igen – rundt og rundt, til de begynder at se fremmede ud, på samme måde som et almindeligt ord, der gentages og gentages, til sidst bliver til en fremmedartet, meningsløs lyd. I det rum, der skabes af denne fremmedgørelse, kan en vital materialitet begynde at tage form.”
”Bogens politiske projekt er, mere ambitiøst formuleret, at opmuntre til et mere intelligent og bæredygtigt engagement i vital materie og livagtige ting. Et ledende spørgsmål: Hvordan ville de politiske reaktioner på offentlige problemer blive anderledes, hvis vi tog (ikkemenneskelige) legemers vitalitet alvorligt? Med „vitalitet“ mener jeg tingenes evne til ikke blot at forstyrre eller blokere menneskers vilje og planer, men også fungere som kvasiagenter eller kvasikræfter med selvstændige mål, tilbøjeligheder og tendenser. Min ambition er at formulere en vital materialitet, parallelt med og inde i mennesker, for at se, hvordan analyser af politiske begivenheder kunne forandre sig, hvis vi i højere grad lod tingenes magt udfolde sig. Hvordan ville forbrugsmønstrene for eksempel forandre sig, hvis vi ikke stod over for affald, skrald, skidt og møg eller „recirkulering“, men i stedet over for en levende og potentielt farlig materie? Hvilken forskel ville det gøre for den offentlige sundhed, hvis vi forstod madindtagelse som et møde mellem forskellige og forskelligartede legemer, hvoraf nogle er mine, mens de fleste ikke er, og hvoraf ingen til enhver tid har overtaget? Hvilke problemer ville klæbe til stamcelleforskning, hvis vi kunne se bort fra den antagelse, at den eneste mulige grund til vitalitet i materien er en sjæl eller ånd? Hvilken forskel ville det gøre for energipolitikkens retning, hvis elektricitet blev opfattet ikke som ressource, vare eller instrumentalitet, men også, og radikalt, som „aktant“?”